Marine Stewardship Council, der er verdens førende certificerings- og mærkningsprogram for bæredygtige fisk, har netop åbnet et kontor i hjertet af København.
Den globale organisation har 13 regionale kontorer verden over – fra Singapore til Stockholm. Det nye lokale danske kontor åbner for at imødekomme den stigende efterspørgsel på bæredygtige fisk og skaldyr, som MSC oplever herhjemme både fra fiskeriets side, fra producenter og forhandlere og blandt forbrugerne.
Ved årsskiftet kunne 75 procent af de danske fiskerier bære det blå MSC-mærke. Samtidig gik størstedelen af de danske supermarkeder sidste år sammen om det hidtil største og bredeste samarbejde omkring en landsdækkende MSC-kampagne.
”Danmark er det land i verden med den mest ambitiøse målsætning for at certificere sine fiskerier. Og med en fortsat engageret detailhandel ser vi med det nye kontor nu frem til et langsigtet samarbejde for at skabe øget opmærksomhed omkring bæredygtige fisk hos forbrugerne ” siger Minna Epps, der er leder af MSC i Østersøregionen.
Danskerne skal have bæredygtige fisk
Fokus i det nye kontor ligger derfor blandt andet på at udbrede kendskabet til det hele tiden stigende antal MSC-mærkede fisk og skaldyr på de danske hylder. Alene i løbet af det sidste år er antallet af MSC-produkter herhjemme vokset med 60 procent:
”Danskerne har nu over 700 forskellige MSC-mærkede produkter at vælge i mellem. Der ligger derfor en vigtig opgave i at sprede budskabet om, at man kan være med til at sikre flere fisk i havet ved at gå efter det blå MSC-mærke,” forklarer kampagnekoordinator i MSC, Karoline Rahbek.
Det blå mærke fortæller forbrugerne, at fisken på deres tallerken kan spores hele vejen tilbage til et bæredygtigt fiskeri. Derfor skal alle virksomheder i værdikæden have en sporbarhedscertificering. Også her klarer Danmark sig godt. 112 danske virksomheder er i dag MSC-certificerede, og flere er på vej.