Skip to main content

Rekordmange bæredygtige sild til årets julebord

Det er blevet markant nemmere at servere miljøvenlige sild til julefrokosten. I år har danskerne hele 252 forskellige MSC-mærkede sild at vælge i mellem. Det er ca. 75 procent mere end sidste år.

Hvad end du foretrækker den klassiske krydder-, karry- eller julesild, eller om du mere er til den sølvfarvede fisk i orientalsk sovs, rødvinsmarineret eller rugpaneret på panden, er det i år ekstra let at sætte sild på julebordet med god samvittighed.

MSC-mærkede fisk og skaldyr er i kraftig vækst herhjemme. Og netop silden er det miljømærkede fiskeprodukt, hvor de danske forbrugere har flest at vælge imellem.  Størstedelen er forskellige marinerede varianter på glas, men en del går også til storkøkkener, og der findes sågar silde-kattesnacks.

”Julen handler for mange  om omtanke og velgørenhed. Når det gælder havet, så er det let at bidrage til et bæredygtigt fiskeri. Man skal bare kigge efter det blå MSC-mærke, når man køber sild og andre fisk og skaldyr til julebordet,” forklarer Karoline Rahbek, kampagnekoordinator i MSC.

Det blå MSC-mærke fortæller forbrugerne, at fisken ikke er truet, og at den er fanget på en måde, der tager hensyn til det marine miljø.

Bæredygtige fisk strømmer til

”Sild har altid været den største MSC-certificerede fiskeart globalt set, hvis man ser på antal produkter. At vi nu ser så markant et boost i Danmark viser, at de danske fiskeproducenter i stigende grad satser på bæredygtigt indkøb,” forklarer Minna Epps, leder af MSC i Østersøen.

Det første MSC-mærkede danske produkt kom på de danske hylder i 2007. Siden er antallet af certificeret bæredygtige fisk og skaldyr vokset støt, og i dag findes Marine Stewardship Councils blå miljømærke på over 700 produkter herhjemme, fra marineret kryddersild, til friske østers og kattemad.

Hvis silden skal have selskab af laks, rejer eller rødspættefilleter til julefrokosten, fås de også i MSC-certificerede varianter. Find alle de danske produkter i MSC’s produktfinder.

Fakta om silden

Sild, Clupea harengus, er en af de mest udbredte fiskearter på jorden. Den svømmer i store stimer, blandt andet i Østersøen og Atlanterhavet.

Den fede fisk har et højt indhold af omega 3, vitamin D selen og vitamin B12. Silden bliver mellem 40 og 200 gram. Normalt når den sølvfarvede fisk en alder på 10 år, men den kan blive helt op til 25 år.

Læs flere fakta om silden i WWF Verdensnaturfondens nye fiskeguide, hvor silden er på den grønne liste: www.hvaforenfisk.dk

 

 

 

 

 

8 ud af 10 mener vi skal beskytte havet til fremtidige generationer

8 ud af 10 mener vi skal beskytte havet til fremtidige generationer

Ny undersøgelse foretaget på vegne af MSC (Marine Stewardship Council) kortlægger danskernes forbrug af fisk og vores holdninger til blandt andet miljøets udfordringer og bæredygtigt fiskeri.

Foodservice kan bidrage til FN´s verdensmål 14

Foodservice kan bidrage til FN´s verdensmål 14

MSC arbejder med fiskeriet, detailhandlere, forskere og andre partnere fra hele verden for at implementere og bidrage til SDG 14,4.

Bæredygtige opskrifter

Bæredygtige opskrifter

Prøv vores lækre og nemme opskrifter på bæredygtigt fisk og skaldyr.