Skip to main content
Press Release

MSC tager som konsekvens af Corona-krisen hidtil usete midler i brug for at forhindre, at fiskerier og virksomheder uforvarende mister deres certifikat.

Fiskerier i MSC-programmet får nu mulighed for en ekstraordinær forlængelse på seks måneder for alle normale tidsfrister i forbindelse med certificeringsprocessen og de efterfølgende løbende vurderinger og auditeringer. Det er første gang i MSC's 22-årige historie, at der er taget et sådant skridt, hvilket afspejler de enorme udfordringer, som pandemien udgør for den globale fiskeindustri. 

Disse foranstaltninger træder i kraft den 27. marts 2020. Afgørelsen betyder, at tidsfrister for fiskerivurderinger, herunder revisioner, opfyldelse af betingelser og certificeringer vil blive forlænget automatisk med seks måneder. 

Fiskeripartnere kan dog vælge at gå videre med de eksisterende tidsfrister, f.eks. med brug af off-site audits (fjernrevisioner), hvis dette er praktisk muligt og aftales med certificeringsorganerne.

For virksomheder i forsyningskæden med et MSC Sporbarhedscertifikat er der tidligere blevet åbnet for, at kontrol og revision kan udføres på afstand. Men hvis dette ikke er praktisk muligt på grund af følgevirkningerne af Covid-19 pandemien, kan der også på dette område anmodes om en fristforlængelse på op til seks-måneder.

Dette seneste skridt er en reaktion på de massive forstyrrelser, som industrien står over for. Den bygger på MSC's tidligere beslutning om, at indehavere af fiskeri- og sporbarhedscertifikater kan fjernauditeres, da rejserestriktioner og myndighedsvejledning har gjort det stadig vanskeligere at gennemføre kontrolbesøg.

MSC vil kontakte fiskerier, certificeringsorganer og partnere i forsyningskæden for bæredygtig fisk og skaldyr med yderligere oplysninger i de kommende dage. Andre MSC-aktiviteter, såsom godkendelse af produktlicenser, vil fortsætte som normalt.

Rupert Howes, administrerende direktør for MSC udtaler:

"Dette er et ekstraordinært øjeblik i historien, uden fortilfælde i moderne tid. MSC er helt klar over, at mange af vores partnere står over for enorme udfordringer og usikkerhed. For nogle kan det være et spørgsmål om overlevelse.

Mens den regionale situation varierer, er forsyningskæder blevet forstyrret, i nogle tilfælde brudt, produktionsanlæg er blevet lukket og fartøjer holdt i havnen. Det har givet medført stor usikkerhed, og for nogle også store tab.

MSC ønsker at gøre, hvad vi kan for at støtte vores partnere gennem disse usædvanligt udfordrende tider, og derfor har vi gennemført disse nye foranstaltninger."