Demersale og pelagiske fisk i Østersøen

Østersøen er hjemsted for to overordnede typer fisk: pelagiske arter, som lever og søger føde i det åbne vand, og demersale arter, som lever tættere på havbunden. Sammen udgør de rygraden i Østersøens marine økosystem. Pelagiske fisk som sild (Clupea harengus) og brisling (Sprattus sprattus) lever af plankton og fungerer som et vigtigt bindeled mellem de mindste organismer og større rovdyr. Demersale fisk som torsk (Gadus morhua), skrubbe (Platichthys flesus) og rødspætte (Pleuronectes platessa) lever nær bunden, hvor de lever af mindre fisk og hvirvelløse dyr.

Pelagiske fisk

Sild og brisling

To arter dominerer Østersøens pelagiske farvande: sild og brisling. Begge er små stimefisk, som har præget livet omkring Østersøen i århundreder.

Østersøsild (Clupea harengus) findes i hele havet – fra de sydlige delområder til den Botniske Bugt i nord. Bestanden varierer dog blandt andet i størrelse og ved, at de benytter forskellige gydeområder, hvilket betyder, at de betragtes som adskilte bestande. Hver sildebestand vurderes derfor individuelt af Det Internationale Havforskningsråd (ICES), som giver videnskabelig rådgivning til EU om, hvor meget der kan fiskes på en bæredygtig måde.

Brisling (Sprattus sprattus) lever derimod primært i de dybere og lidt mere saltholdige bassiner i den centrale Østersø og blander sig mere mellem områderne. Derfor behandler ICES dem som én samlet bestand for hele Østersøen. Denne tilgang sikrer, at beslutninger om fangstbegrænsninger i højere grad afspejler, hvordan arterne faktisk lever og bevæger sig i havet.

Demersale fisk

Torsk og livet på havbunden

Demersale fisk lever tæt på havbunden i Østersøen, hvor de lever af mindre fisk, skaldyr og andre bundlevende dyr. Da de tilbringer størstedelen af livet nær bunden, er deres overlevelse stærkt afhængig af forholdene i de dybere vandlag.

Miljømæssige påvirkningsfaktorer for demersale arter
Miljøet nær havbunden kan variere fra år til år, og flere langsigtede forandringer har gjort livet vanskeligere for mange demersale arter. Det omfatter:

• lave iltniveauer i de dybere delområder, ofte forværret af overgødskning,

• ændringer i saltholdighed,

• varmere vand, som mindsker den naturlige omrøring mellem vandlagene.

Disse faktorer styrer, hvor godt demersale fisk kan gyde, vokse og overleve. Nogle arter tåler et bredere spektrum af miljøforhold, såsom skrubbe og rødspætte, mens andre er afhængige af meget specifikke forhold for at kunne reproducere sig. Torsk er en af de arter, der er særligt følsom over for disse ændringer.

En nøglerovfisk med lang historie i Østersøen
Torsken har længe været en af de mest karakteristiske demersale arter i Østersøen. I mange årtier var den udbredt i store dele af regionen og den mest fiskede art i Østersøen, hvilket gjorde den til en vigtig del af kystsamfundenes økonomi. Økologisk har torsken fungeret som en nøglerovfisk, der lever af mindre fisk og hvirvelløse dyr og dermed påvirker livet i de dybere vandlag. I de senere år er bestanden dog faldet markant. En kombination af miljøforandringer og tidligere overfiskeri har reduceret antallet af voksne torsk og begrænset de områder, hvor arten kan reproducere sig med succes. Torsken er særligt hårdt ramt, fordi dens æg er afhængige af meget specifikke forhold.

Hvorfor torskeæg kræver meget specifikke forhold
Torskeæg kræver tilstrækkelig saltholdighed for at kunne holde sig svævende i vandet og nok ilt i omgivelserne til at udvikle sig korrekt. Hvis vandet ikke er salt nok, synker æggene ned i dybere vandlag, hvor iltniveauerne er for lave til, at de kan overleve. De nødvendige forhold findes primært i Bornholmsdybet, Gdanskbassinet og Gotlandsdybet, som er de vigtigste gydeområder i den centrale Østersø. I lang tid modtog disse dybder regelmæssige indstrømninger af mere saltholdigt og iltrigt vand fra Nordsøen via de danske stræder, hvilket hjalp med at opretholde den rette balance mellem saltholdighed og ilt for torskeæggenes udvikling.

Færre indstrømninger fra Nordsøen – og færre sikre gydeområder
I de seneste årtier er disse indstrømninger blevet betydeligt sjældnere. Siden begyndelsen af 1980’erne er større indstrømninger kun forekommet sporadisk og ofte med lange mellemrum. En af de seneste kraftige indstrømninger fandt sted i 2014, men sådanne hændelser er nu usædvanlige. Når disse naturlige “påfyldninger” udebliver, kombineret med varmere overfladetemperaturer og fortsat overgødskning, som yderligere reducerer ilttilførslen, får de dybe områder, som torsken er afhængig af for sin gydning, lavere saltholdighed og mindre ilt. Det betyder, at de områder, der stadig er egnede for torskeæg, er blevet markant færre. I takt med at disse “sikre” gydeområder svinder ind, er det blevet stadig sværere for østersøtorsken at reproducere sig med succes.

Skrubbe og rødspætte

Skrubbe (Platichthys flesus) og rødspætte (Pleuronectes platessa) er også almindelige demersale arter i Østersøen. De lever på eller tæt ved havbunden og lever af bundlevende dyr såsom orme og små krebsdyr. Nogle studier peger på, at visse fladfisk – herunder skrubben – kan tåle et bredere spektrum af miljøforhold i Østersøen, hvilket kan være en forklaring på, at deres bestande har været mere stabile i visse områder. Nye analyser viser endda, at både skrubbe og rødspætte er steget i biomasse i dele af den vestlige Østersø.