Bundtrawl eller Demersalt trawl

Bundtrawl, eller også kaldet Demersalt trawl, dækker over flere typer udstyr der alle bruger et kegleformet net med en lukket ’torske-ende’ der holder fangsten. Disse net trækkes efter en eller to både og er designet til at fange fisk der lever på dybt vand eller på havbunden.

Selvom bundtrawl ofte interagerer med havbunden, så kan modifikationer og effektiv forvaltning af fiskeriet reducere den miljømæssige påvirkning og øge bæredygtigheden.

MSC certificerede trawlfiskerier har lavet mange forbedringer i deres fiskeripraksisser. Det gælder fx overvågning og kortlægning af fiskeområder, at undgå fiskeri i kendte, skrøbelige områder eller beskyttede habitater og forbud mod bundtrawl i gydesæsonen. Modifikationer på redskaberne, såsom bolde eller hjul af gummi, kan også nedbringe kontakten mellem nettet og havbunden.

Hvilke arter fanges ved bundtrawl?

Mange almindelige spisefisk kan fanges ved brug af bundtrawl. Disse inkluderer hvidfisk som torsk, kuller, hoki og kulmule samt fladfisk som helleflynder og tunge. Rejer, krebs og blæksprutter kan også fanges med denne metode.

Kan havbundspåvirkningen fra bundtrawl reduceres?

Skader på levesteder kan forebygges ved at undgå bundtrawling i områder med mere sårbare habitater.

Kortlægning af havbunden og habitatundersøgelser bruges til at finde områder, der indeholder sårbare habitater og arter, og til at identificere, hvor fiskeriaktivitet overlapper disse områder ved hjælp af data fra fartøjsovervågning og positionssporing (VMS). Det gør det muligt for fiskerier at undgå områder og tilpasse deres praksis for at minimere påvirkningen af eventuelle interaktioner.

Områder med særligt sårbare habitater kan helt lukkes for fiskeri. Lukninger indføres ofte af regeringer eller regionale fiskeriforvaltningsmyndigheder, men fiskerier kan også vælge at lukke områder friviligt. For eksempel lukkede den skotske trawlerflåde straks et område for sine fartøjer, efter at man fandt sårbare søfjer, i stedet for at vente på, at området officielt blev udpeget som et marint beskyttelseområde.

Der kan også gribes ind for at beskytte områder, der endnu ikke er trawlet, mod bundtrawl. Det sydafrikanske kulmule trawlfikseri 'frøs' friviligt sit trawlaftryk i 2007 og kan kun operere i zoner, der allerede har været trawlet. At overholde disse grænser er nu en betingelse for at få fiskeritilladelse.

Påvirkningen på levesteder kan også reduceres ved at ændre det grej, der bruges, og måden det anvendes på. Det kan omfatte at begrænse grejets vægt og størrelse og reducere antallet af kontaktpunkter mellem grej og havbund. For eksempel kan gummiskiver eller kugler sættes på de tov, er trækkes hen over havbunden på hver side af trawlnettet.

Hvordan reducerer bundtrawl-fiskerier bifangst?

Mange fiskerier ændrer deres udstyr for at reducere bifangst. At forstå, hvilke arter der er i risiko for at blive fanget, og hvordan de kan undgås, er også centralt.

Mange koldtvandsrejefiskerier – såsom Scotian Shelf Northern rejefiskeri i Canada – har reduceret uønsket fangst af bundfisk som torsk og kuller ved at tilføje en gitterlignende udelukkelsesenhed (Nordmøre-gitteret) til trawlnettene. Disse forhindrer fiskene i at komme ind i posen (mens de mindre rejer kan passere igennem) og leder dem mod en flugtluke i toppen af nettet.

Brugen af udelukkelsesenheder har også praktisk talt elimineret bifangst af havskildpadder i det australske Northern Prawn Fishery. Dette fiskeri udfører også forskning for at forstå, hvordan og hvornår bifangst af savfisk forekommer, og for at identificere nye måder at reducere det på.