Skip to main content

Miljømærkede fisk består DNA-test

Omfattende DNA-undersøgelse slår endnu engang fast, at forbrugerne kan være sikre på, at fiskeprodukter med det blå MSC-mærke rent faktisk indeholder, hvad de lover. Alle danske produkter i den globale kontrol bestod.

MSC lancerer nu en ny, verdensomspændenede undersøgelse, der bekræfter, at forbrugere og indkøbere verden over kan stole på, at produkter med MSC-certificeret bæredygtige fisk og skaldyr er mærket korrekt.

De kriminaltekniske metoder, der ligger bag DNA-testen, er en vigtig del af MSC’s løbende arbejde med at sikre forbrugerne bæredygtige fisk og skaldyr. Den seneste kontrol er den hidtil mest omfattende til dags dato: 381 prøver fra færdigpakkede produkter, fersk fisk i fiskediske og restauranter fra 14 markeder, herunder Danmark, indgik. Alle danske produkter i DNA-undersøgelsen bestod.

”Når man som forbruger køber en fisk med det blå MSC-mærke ved man, at det kan spores hele vejen tilbage til et bæredygtigt fiskeri. DNA-metoden er en af måderne, vi sikrer dette. Så det er selvfølgelig positivt, at DNA-testen dokumenterer, at de danske forbrugere kan stole på mærket,” forklarer Minna Epps, der er leder af MSC i Østersøregionen.

Fisk under lup

De uafhængige laboratorietests fandt tre prøver fra andre lande, eller hvad der svarer til 0,78 procent, der var fejlmærkede. Heraf indeholdt to af produkterne MSC-certificeret altanterhavstorsk i stedet for MSC-certificeret stillehavstorsk, som der stod på pakken. Den tredje prøve var atlanterhavstorsk, hvilket potentielt set kan stamme fra et fangstområde, der ikke er dækket af et MSC-certificeret fiskeri. Her er leverandørkæden stadig under efterforskning.

”MSC tager tre tilfælde meget alvorligt og alle led i værdikæden bliver derfor undersøgt til bunds for at sikre, at fejlene bliver udbedret,” siger Minna Epps.

MSC har siden den første DNA-test i 2009 fortsat udviklet og udviddet metoden til at omfatte flere arter og nu også fangstområder, hvor det er relevant og muligt for at sikre, at produkter med eksempelvis atlanterhavstorsk rent faktisk stammer fra et MSC-certificeret fiskeri.

For mere information