Muslinger, der fanges i Limfjorden af Vilsund Muslinge Industri (VMI), er de første muslinger i verden, som bærer MSC-miljømærket, efter at VMI har opnået MSC-certificering som et bæredygtigt og veldrevent fiskeri.
VMI fanger i øjeblikket omtrent 30.000 tons muslinger årligt. Syvogtyve fiskefartøjer bringer deres fangst i land hos VMI A/S fabrikkerne i Nykøbing Mors og Aggersund, som ligeledes er blevet vurderet og certificeret for sporbarhed.
Muslingerne sælges pillede, kogte og frosne, eller som hele levende muslinger til markeder i hele Europa.
Søren T. Mattesen, adm. direktør for Vilsund Muslinge Industri siger: »Der har været muslingefiskerier i Limfjorden i over et århundrede. Hvis vi ønsker, at fiskere og forarbejdere fortsat skal kunne leve af at arbejde i denne branche i de næste 100 år, skal vi gøre bæredygtighed til vores første prioritet.
‘MSC-certificeringen viser, at vi har formået at gøre netop dette, og er en anerkendelse af den indsats, VMI fiskere har gjort for at bevare bestanden af blåmuslinger i Limfjorden.
‘MSC-certificeringen viser, at vores blåmuslingefiskeri udføres på en måde, der ikke medfører overfiskeri. Certificeringen er ligeledes en forsikring om, at fiskeriet bevarer økosystemet og ikke har nogen indvirkning på andre dyrearters føde«, tilføjer Mattesen.’
En forretningsfordel
Jeg er særligt stolt over, at vi kan forsikre vores forretningspartnere og forbrugere, at når de køber VMI muslinger med MSC-miljømærkning, vælger de et produkt af bæredygtig oprindelse.
I en tid, hvor den danske muslingeindustri står over for stærk konkurrence fra billige, importerede muslinger fra Chile, vil MSC-certificeringen forbedre salget af vores muslinger til samvittighedsfulde forbrugere på alle de markeder, hvor vi driver forretning«, tilføjer Mattesen.
I mere end to år har virksomheden arbejdet på at opnå MSC-certificering. Et team bestående af uafhængige eksperter sat sammen af certificeringsorganet Moody Marine har evalueret den omfangsrige dokumentation, som virksomheden har indsendt. Fiskerirapporten blev fremlagt til offentligt gennemsyn af alle interesserede partnere. En første indsigelse blev indgivet til Moody Marine af Danmarks Naturfredningsforening i september 2009, men blev trukket tilbage i december.
Camiel Derichs, MSC-chef for Nordeuropa, forklarer: »Et stigende aftal danske fiskerier deltager i MSC-programmet. Dette er et udtryk for danske fiskeriers vilje til at påvise deres bæredygtighed gennem uafhængige, videnskabeligt baserede tredjepartsvurderinger i overensstemmelse med MSC-standarderne. En vurdering i overensstemmelse med MSC-standarderne er en vigtig opgave, der tager over et år at fuldføre, og danske videnskabelige og administrative myndigheder såvel som Vilsund har alle bidraget til denne vurderingsproces. Vurderingen viste med al tydelighed, at muslingebestanden i Limfjorden er stor og under omhyggeligt opsyn. Limfjordsfiskeriets indvirkning på økosystemet blev, ved hjælp af et uafhængigt gennemsyn af videnskabelige rapporter, vurderet til at være acceptabelt. Som en del af certificeringsbetingelserne kræves det, at Vilsund forsker yderligere i fiskeriets indvirkning på Limfjorden som habitat. Overholdelse af disse betingelser revideres hvert år. Jeg vil gerne lykønske Vilsund for at være det første muslingefiskeri i verden, der har opnået MSC-certificering, og jeg ser frem til at se de første friske MSC-certificerede muslinger ude på butikshylderne inden for de kommende par måneder!«