Skip to main content

Fiskemetoder i Østersøen

Hvordan vi fisker i Østersøen har stor betydning for både havets økosystem og fremtidens fiskeri. De fiskemetoder, der anvendes, afgør hvilke arter der fanges, samt hvor og hvornår fiskeriet foregår, og de har formet både det historiske og det moderne fiskeri i regionen. Fiskeriet i Østersøen benytter flere typer redskaber, tilpasset forskellige arter og miljøer. Nogle metoder anvendes i åbent vand, mens andre er udviklet til fiskeri tættere på bunden eller langs kysten.

Trawlfiskeri

Trawlfiskeri indebærer, at et stort net slæbes efter et fartøj.

Pelagisk trawlfiskeri anvendes i vid udstrækning til stimelevende arter som sild og brisling. Da sild og brisling ændrer deres udbredelse afhængigt af temperatur, saltholdighed og fødetilgængelighed, varierer deres tilgængelighed for fiskeflåden mellem områder og sæsoner. Enkeltfartøjer kan derfor fiske i forskellige delområder i løbet af året. Vejrforholdene i den centrale Østersø kan også påvirke, hvornår fiskeri er muligt, hvilket betyder, at pelagisk trawlfiskeri kræver planlægning og pålidelige data for at kunne målrette fiskeriet korrekt.

Bundtrawlfiskeri foregår tættere på havbunden og har historisk været forbundet med demersale arter som torsk og fladfisk. Da denne metode kan påvirke bundhabitater, spiller områdereguleringer og forskellige forvaltningstiltag en vigtig rolle for, hvor bundtrawlfiskeri må finde sted. Læs mere om bundtrawlfiskeri her.

Pelagic or midwater trawl fishing gear illustration
Bottom trawl demersal trawl illustration

Garn og andre net

Gillnet fishing gear illustration

Garn er passive redskaber, som efterlades på stedet, efter at de er sat. De anvendes i vid udstrækning i det kystnære fiskeri efter arter som skrubbe og – i visse områder – torsk. Da redskabet er stationært, er det vigtigt at placere nettene omhyggeligt for at målrette fiskeriet mod den rette art.

I Østersøen kan garnfiskeri i nogle tilfælde føre til bifangst af havfugle eller marine pattedyr, herunder den akut truede marsvin. Det har medført, at der i visse områder er indført forskellige begrænsninger og forebyggende tiltag for at reducere skader på dyrelivet.

Hvorfor er garnfiskeri i Østersøen ikke MSC-certificeret?

Da flere sårbare arter i Østersøen – herunder dykkende havfugle, ringsæl (Pusa hispida) og den akut truede østersømarsvin – ikke tåler selv meget små mængder bifangst, og fordi data om bifangst fortsat er ufuldstændige i mange områder, kan garnfiskeriet i øjeblikket ikke dokumentere det grundlag, som kræves i henhold til MSC-standarden. Af den grund er ingen garnfiskerier i Østersøen MSC-certificerede i dag, hvilket afspejler den forsigtighedstilgang, der er nødvendig for at beskytte disse arter.

Tejner og bure

Tejner og bure er faste redskaber, der placeres på havbunden. Fiskene svømmer ind gennem åbninger til indre kamre, hvor de forbliver, indtil redskabet tages op. Disse metoder anvendes primært i småskala kystfiskeri efter arter som aborre, laks, gedde og i nogle tilfælde sild. Da tejner og bure er passive redskaber, som bygger på, at fiskene selv svømmer ind, påvirkes fangsten af miljøforhold som strømforhold, lys og temperatur samt af fiskens adfærd og bevægelsesmønstre.

Pots and traps fishing gear illustration

Krogredskaber

Pole and line illustration

Krogredskaber, såsom langline og håndredskaber, er selektive redskaber, der anvendes i visse kystfiskerier, for eksempel efter havørred. Langlinefiskeri har traditionelt været rettet mod arter som laks, havørred og – historisk set – også torsk i den vestlige og centrale Østersø. I dag må torsk ikke længere fiskes målrettet, men må kun landes som uundgåelig bifangst. Derimod er langline fortsat et vigtigt redskab i det pelagiske laksefiskeri til havs, efter forbuddet mod drivgarn.

Samlet set viser disse fiskemetoder, hvor varieret fiskeriet i Østersøen er. Hver redskabstype fungerer på sin egen måde og påvirkes af lokale forhold, traditioner og forvaltningsregler. Fiskere vælger redskaber ud fra, hvilke arter de fisker efter, og hvilke miljøer de arbejder i.

Bifangst i Østersøen

Hvorfor skal bifangst mindskes

Flere sårbare arter i Østersøen er følsomme over for selv små mængder utilsigtet fangst. Det gælder blandt andet dykkende havfugle, hvoraf mange er i tilbagegang eller sårbare, den akut truede østersømarsvin samt den sårbare ringsæl. Disse arter har små eller faldende bestande og lav reproduktionsevne, hvilket betyder, at selv enkelte bifangsthændelser kan påvirke deres langsigtede overlevelse.

Dykkende havfugle i risikozonen
Mange havfugle i Østersøen søger føde ved at dykke under vandoverfladen, hvilket øger risikoen for at blive fanget i fiskeredskaber – særligt garn, der anvendes i kystnært fiskeri. Selvom datagrundlaget fortsat er ufuldstændigt, anslår nogle studier, at mellem 195.000 og 380.000 havfugle hvert år fanges som bifangst alene i Østersøen. Flere af disse arter, herunder havlit, fløjlsand, sortand og bjergand, er klassificeret som sårbare eller truede i hele Østersøregionen ifølge HELCOMs rødliste. HELCOMs vurderinger viser også, at disse arter i visse lokale områder – for eksempel omkring Bornholm og Gotland, hvor mange havfugle samles om vinteren – kan være udsat for yderligere pres fra utilsigtet bifangst. Da bestandene allerede er i tilbagegang i store dele af Østersøen, kan selv begrænset bifangst hæmme deres genopretning, hvilket kræver omhyggelig overvågning og forvaltning.

Forskellige arter i forskellige områder
Østersømarsvinet forekommer primært i den centrale og sydlige Østersø, mens ringsæl og mange dykkende havfugle findes i hele regionen, herunder de nordlige dele. Arterne lever således i forskellige dele af Østersøen, men mange af dem kommer alligevel i kontakt med fiskeredskaber. Det betyder, at risikoen for bifangst findes i flere områder af Østersøen og ikke kun der, hvor marsvinet forekommer.

En stor udfordring: mangel på data
HELCOMs vurderinger viser, at data om bifangst af marine pattedyr er begrænsede, at overvågningen varierer mellem landene, og at bifangst i mange områder ikke rapporteres systematisk. På grund af disse videnshuller er det med de nuværende tiltag ikke muligt at vurdere, om god miljøtilstand kan opnås.

HELCOM fastsætter en nul­tolerance for bifangst for følgende arter:

Østersømarsvinet er klassificeret som akut truet. Studier, der har anvendt undervandsakustiske lytteudstyr, har anslået, at der kun resterer omkring 500 individer i denne bestand – en af de mindste bestande af marine pattedyr i hele Europa. En nyere videnskabelig analyse viser et tilsvarende resultat med det bedste estimat på cirka 491 individer (HELCOM: Harbour porpoises abundance).

Ringsælen er klassificeret som sårbar, med bestandsstørrelser og -tendenser i flere delbestande, der er for lave til at kunne tåle yderligere dødelighed – særligt i det sydlige forvaltningsområde (HELCOM: Population trends and abundance of seals).

Disse grænseværdier afspejler den videnskabelige vurdering af, at al bifangst i så små og truede bestande udgør en risiko for deres mulighed for at komme sig.

'{{item.Image.Title}}', {{item.Image.Artist}}, {{item.Image.Description}}